Af Marcus Uhre
Fra en moderne, dansk og dermed vestlig lænestol er det nemt at afskrive Sovjetunionen og dens mere eller mindre trofaste kommunistiske ideologi som et decideret fejlslået projekt. Uden dybdegående viden om staten kan man alligevel tegne en nogenlunde korrekt skitse, hvori Marx’ udemærkede kapitalisme-kritik blev vendt, drejet og misbrugt af især Stalin, men også af så mange andre ledere.
De rundt regnet 27 millioner samlede sovjetiske dødsfald under anden verdenskrig (til sammenligning døde cirka syv millioner nazister) taler for sig selv. Med døden i den ene hånd og hungersnøden i den anden, må et liv i USSR have været skrækkeligt for de fleste. En nem påstand at komme med – sand eller ej.
Langt sværere er det for Ljuda (Yuliya Vysotskaya). Hun er trofast medlem og ansat i det lokale kommunistparti i arbejder-byen Novocherkassk, hvor hun bor med sin datter og far. Året er 1962, og snart skal en enkelt begivenhed ændre hendes liv totalt: En massakre udført af hæren under en arbejdstrejke. En arbejdsstrejke, som Ljudas datter deltog i.
Andrei Konchalovskys nye film forbavser flere gange med sin ærlighed. På trods af at være blevet produceret i Rusland, ligger den hverken skjul på Novocherkassk-massakren eller KGBs store rolle i blodsopgøret. Forrige år blev den britiske mini-serie Chernobyl anerkendt for at portrættere en stat, som elsker at feje ting under gulvtæppet, og tanken var dengang, at det krævede et vestligt land at kunne påstå sådan noget. Men i Kammerater! ser vi et lignende øjeblik, hvor der på bypladsen bliver lagt ny asfalt for at dække over massakrens blodspor, der er kogt ned i vejen.
Filmen er skudt som de gamle sovjetiske montagefilm – altså i sort/hvid og 4:3 format – som ikke var bange for at have ”propaganda” som undergenre. Film som Ljuda sikkert har set flere af. Så at Kammerater! går til angreb på Sovjetunionens fundament i disse fåreklæder er direkte paradoksalt, og fuldkommen hjertegribende, når Stalin-elskende Ljuda render rundt i byen efter sin nu forsvundne datter.
”Hvis bare Stalin stadig levede,” siger hun flere gange og alle andre end hende selv fanger ironien.
Kort efter dukker en KGB-agent op ved hendes dør for at hente datterens pas. Alt ved massakren skal dysses ned, de døde skal glemmes og begraves i ukendte grave. Alligevel får Ljuda allieret sig med agenten, der er meget andet end den facade, som er blevet stillet op. I fantastisk smukke optagelser må de sammen navigere i et bureaukratisk hurlumhej-hus, hvor selv den mindste forkerte bevægelse vil få dem dræbt.
Og det er måske her, at svaret på forbavselsen kan findes. Flere steder i filmen møder man disse karakterer; generalen som ikke vil give ammunition til soldaterne, naboerne der vender det blinde øje til og lægen, der kigger hele lighuset igennem. På trods af tavshedserklæringer findes der kammerater overalt.
Måske er den tidligere tegnede skitse i virkeligheden en karikatur, der nok er sand, men i processen sletter alle de detaljer, som gør den virkelig. Propaganda og censur har i mange år forhindret Sovjetunionens klare virkelighed at stå frem, og nu er vi endelig igen begyndt at fylde tegningen ud.
Kommentarer